Drømmer jeg? / by Nelli Arnth

H%C3%B6nshuset+Creative+Studio+Selvforsyning+og+sommeren+201816.jpg

Når jeg tænker tilbage på år 2018 fyldes jeg med varme og glæde. Den uendelig lange sommer med dens overflod af lune sommeraftner på terrassen. Solen der bagte mens jeg arbejde i haven med bare tæer og min store gravide mave. Duften af syrener og smagen af koldskål. Nogle gange måtte jeg næsten nive mig i armen for at være sikker på at jeg ikke drømte.

Det var vores 3. havesæson på gården og det blev virkelig året hvor vi nød køkkenhavens overflod. Hvor vi mæskede os i solmodne tomater fra drivhuset og spandevis af ribs og stikkelbær. Vi juicede gulerødder, rødbeder og kål. Vi lavede flødeis af havens bær og nød skyggen i hængekøjen under den gamle bøg. Sensommeren bød på den vildeste æblehøst hvor vi kørte rundt i nabolaget og plukkede æbler til armene blev tunge. Vi fyldte fryseren med most og lavede mos til lille Edith.

Hönshuset Creative Studio Selvforsyning og sommeren 201812.jpg

Det blev året hvor jeg begyndte at træffe mere bæredygtige valg. Alt hvad vi købte til Edith var brugt. Vi satte forbruget ned. Ikke af økonomiske årsager. Men fordi forbruget ikke længere gav mening. Det gjorde os ikke lykkeligere at have flere ting og det gavnede i særdeleshed ikke vores jord sådan at drive rovdrift på dens ressourcer.

Nej, det der gjorde os høje var at spise kartoffelmadder til frokost. Med nyopgravede kartofler og med hjemmedyrkede radiser og purløg. Balder lå om benene på os og jeg mærkede Edith sparke i maven. Man blev et øjeblik bange for om livet nu egentlig peakede lige der i de gamle havemøbler.

Hönshuset Creative Studio Selvforsyning og sommeren 20189.jpg
Hönshuset Creative Studio Selvforsyning og sommeren 20187.jpg

I en hel uge sov vi ude under stjernehimlen og fulgte blodmånen der vandrede henover himlen. Vi badede i Vesterhavet og vi grillede hjemmelavede vildtpølser i selskab med gode venner og familie.

Det hele var så intenst og lyst og levende. Jeg følte mig høj af livet.

Det har i særdeleshed været et år omgivet af liv. Lige fra de spirende frø i haven til Ediths fødsel og første måneder.

Hönshuset Creative Studio Selvforsyning og sommeren 20186.jpg
Hönshuset Creative Studio Selvforsyning og sommeren 20182.jpg

Selvfølgelig indebar året også halsbrand og hævede fødder. Bekymringer over det nye liv som forældre og ømme brystvorter, men den del fylder så uendelig lidt i min hukommelse.

Nu glæder jeg mig til at se hvad 2019 bringer. Jeg håber og tror på at det bliver meningsfyldt. Det samme håber på jeg at året bliver for dig.

Hönshuset Creative Studio Selvforsyning og sommeren 201810.jpg
Hönshuset Creative Studio Selvforsyning og sommeren 20184.jpg