Frihed vs. nye højglanskøkkener / by Nelli Arnth

Hönshusets blog - frihed og  nye højglanskøkkener.png

Da vi købte gården her i Kjelst blev vi ofte spurgt "hvornår vi så ville renovere". Det er som om, at det er et must i dag at have et nyt køkken. Nyt badeværelse. Nye møbler. Et tjekket hjem. 

Og det er da også fint med et nyt højglanskøkken fra HTH. Men det kommer jo med en pris. En pris vi betaler med vores tid. En pris der gør de fleste af os lænket til et fuldtidsjob.

De spørgende virker ret forbløffede når vi svarer, at det ved vi ikke om vi skal. Jovel, vi har lavet små justeringer i huset. Men det står stort set som da vi overtog det. Lidt hvidt maling gjorde underværker. Skift af et par gulvtæpper og gardiner. De gamle massive teak- og egetræsmøbler fik lov at blive. Møbler af fantastisk kvalitet. Møbler med sjæl og historie. Sådan noget man ikke kan købe i IKEA uanset hvor meget man punger ud. 

Vi har fået installeret to brændeovne. Og hvilken glæde det er at mærke varmen fra dem her i vintertiden. At falde i søvn til lyden af glødernes knitren eller at falde i staver og stirre ind i flammerne. DÉT er en investering der er det hele værd.

En gammel landejendom kræver selvfølgelig vedligehold. Der vil komme større og mindre udgifter efterhånden. Og så er varmeregningen også riiiimelig meget højere end den var i lejligheden i Viby.

Men en af de store grunde til at vi flyttede vestpå var netop, at vi ikke skulle gældsætte os så voldsomt. At man kan få en dejlig ejendom her i området for omkring 1 million kroner. 

Tænk sig hvilke muligheder det kommer med, hvis man lader være med at sætte sig så hårdt i det. Hvis man, som jeg, har lyst til at prøve kræfter med livet som selvstændig, er der økonomisk råderum til det. Hvis man har lyst til, at gå ned i tid, tage en ny uddannelse eller vælge et karriereskift der indebærer en lavere løn. Ønsker at rejse i en længere periode. Ja, så har man friheden til det. Og det forstår jeg faktisk ikke, at der ikke er flere der har lyst til. 

Jeg synes det virker skræmmende at skulle låne så meget, at lønstigningerne død og pine skal sidde som perler på en snor de næste 30 år. Hvor økonomien ikke tillader længere tids sygdom og hvor man skal løbe for at kunne følge med.

Men det er nærmest blevet normalen i vores samfund. Vi låner til hus og bil og nyt køkken i samme periode som vi får børn. Jeg ser til fra sidelinjen og aner ikke hvordan jeg skulle få sådan et liv til at hænge sammen. 

Så i mellemtiden nyder vi livet på den gamle gård, i de gamle møbler og laver mad i det utjekkede køkken. Det er jo for katten ikke det der betyder noget. Når jeg tager kaffen med ud på terassen. Sætter mig i et hjørne og nyder forårets allerførste solstråler. Lukker øjnene. Lytter til kvæget der græsser. Så mærker jeg friheden sådan dybt inde i hjertet. Jeg ved at jeg lever lige præcis det liv jeg ønsker. Og dét er altså en følelse højglanskøkkenet ikke kan give mig...