Livet på landet / by Nelli Arnth

Søren og jeg har nu boet på landet i to år. Billedgalleriet er et lille end-of-year tilbageblik der viser nogle af de glæder der kommer med sådan et liv. Det er ikke så få.

Det er selvfølgelig hårdt arbejde at bo på landet (i hvert fald set ift. at bo i en lejlighed på 60 km2 med en vicevært man kunne ringe til når noget gik i stykker). Selvforsyningslivet kræver virkelig mange timers arbejde, og havde det ikke været for min mand og hans store viden og erfaring på området, så havde jeg aldrig turde tage springet.

Men med arbejdet kommer en dyb tilfredsstillelse som jeg ikke har oplevet før. For når man bruger vinteren på at fylde kompost i køkkenhaven, bruger timevis på at kultivere jorden, planter frøene med korrekt afstand (ofte med forspiring indendørs) og vander rækkerne. Ja, så er det med en følelse af både forundring og glæde over hvor fantastisk vores klode er skruet sammen, når den grønne spire bryder igennem den brune muld. For derefter at følge den vækst næsten dagligt og have udbryde over aftensmaden at "hold da op, hvor radisserne er vokset, hva?". Så bliver man altså glad helt ind i knoglerne.

Nogle af mine gladeste stunder her på gården er når solen skinner og jeg går rundt med bare tæer i den varme muld. Vander og luger. Sanser og sørger for de spirende planter med hund og høns omkring mig.

Naturen slår benene væk under mig igen og igen. Når man først tager sig tid og begynder at rumme al den skønhed der findes omkring os. Måske jeg blot er lidt nytårssentimental. Men livet på landet giver mig lyst til at leve mit liv anderledes. At sænke farten og gøre plads til de ting der betyder mest At vælge kvalitet frem for kvantitet. At droppe overforbruget og gøre op med madspild. At fylde mig med nærende mad fra min have. Det er hvad jeg gerne vil arbejde på i 2018.